Om byen Flensborg

Flensborg (tysk Flensburg) er byen i bunden af Flensborg Fjord i Tyskland umiddelbart syd for den danske grænse. Flensborg har lidt over 88.000 indbyggere (Juli, 2008) og er Slesvig-Holstens tredjestørste by. Med omliggende og sammenvoksede forstæder er der ca. 133.000 indbyggere. Efter nogle års stagnation og tilbagegang vokser byen nu igen med ca. 600 - 1000 indbyggere om året.

Byen er et handelscenter med grænsehandel, turisme og søfart. Flensborg er centrum for det danske mindretal i Sydslesvig og har både tysk og dansk teater, biblioteker, kirker og skoler. Flensborg Universitet har 4.000 studerende. Bydelen Mørvig (Mürwik) er uddannelsessted for tyske marinesoldater. Håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt regnes blandt de bedste i Tyskland og Europa.